Altaterra Kft opkøber Dakvenster B.V.

Company Name Altaterra
Transaction Buy-side
Website Open
Sector E-handel +2
Tags Strategisk

Altaterra Kft (“Altaterra”) er den førende i Europa inden for private label tagvinduer og tilbehør og har nu opkøbt Dakvenster.com fra Middenmeer. Denne nyhed blev i dag offentliggjort af Marktlink, som har bistået med opkøbet. Indlemmelsen af Dakvenster.com i Altaterra passer godt ind i vækststrategien og virksomhedens ønske om at udvide sin forretning med online salg af tagvinduer og relaterede produkter.

Altaterra

Altaterra er europæisk markedsleder i private label segmentet for tagvinduer og tilbehør. Virksomheden sælger sine produkter i mere end 30 lande og har over 130 medarbejdere fordelt på 12 nationaliteter spredt ud over Europa. Organisationen blev etableret i 2001 som en start-up af danske VKR Holding Group, der producerer og markedsfører produkter i kategorierne vinduer, ovenlysvinduer og vertikale vinduer i mere end 40 lande med en totalomsætning på 2,5 mia. euro.

Dakvenster.com

Dakvenster.com er en europæisk onlineforhandler af tagvinduer, ovenlysvinduer og tilbehør, som blev grundlagt af Kees og Monique Koning. Denne familievirksomhed med 50 ansatte har opbygget en stærk position i Holland og Tyskland. Dakvenster.com servicerer kunder i Belgien, Frankrig og Østrig fra deres 8000 m2 store lager i Middenmeer. Dakvenster.com oplevede kraftig vækst i 2020, delvist pga. COVID-19, idet pandemien har betydet et kæmpe boost i investeringer i hjemmet. Derudover har forhandleren haft fordel af en tydelig tendens mod direkte online salg. Idet engrosledet i byggebranchen i stigende grad bliver sprunget over af både forbruger og specialvarebutikker, kunne virksomheden øge sin omsætning med mere end 30% til 36 mio. euro. Og prognoserne for 2021 er endnu mere positive.

Opkøb

“Vi har i lang tid haft et godt forhold til Dakvenster.com, og de har været kunder hos Altaterra og vores søsterselskab VELUX i mange år. Da tiden var kommet for Dakvenster.com‘s ejere til at trække sig tilbage, kontaktede de os med denne mulighed. Opkøbet af Dakvenster.com betyder, at vi fra den ene dag til den anden bliver en betydelig spiller på markedet for online salg af tagvinduer, samtidig med at vi opnår meget værdifuld indsigt og ekspertise inden for salg af tagvinduer,” siger Krzysztof Dudek, Altaterra CEO.

“Vi er meget glade for at kunne sælge vores virksomhed til Altaterra. Dakvenster.com kommer styrket ud af denne mulighed for at kombinere aktiviteterne i begge virksomheder og vil være endnu bedre rustet til at imødekomme online-kundernes behov i fremtiden. Vi er stolte over, at vores 50 medarbejdere nu er blevet en del af Altaterra og VKR Holding Group, som vi føler er den ideelle køber af vores virksomhed,” siger Kees Koning, Dakvenster.com CEO.

Luc Keltjens fra Marktlink, som bistod med transaktionen på vegne af Dakvenster.com fortæller: “Kees og Monique Koning var dygtige til at forudse overgangen til online salg og fik i god tid sat webbutikker op i flere lande. Dette tilsammen med deres mere end 20 års erfaring, deres in-house logistik og en høj kundetilfredshed har gjort, at de har kunnet opbygge en stærk position i Europa. På vegne af ejerne har vi talt med VELUX for at afdække, om det ville være muligt at gå skridtet videre fra et godt forhold mellem de to virksomheder til en egentlig overtagelse. Det lykkedes.”

Dealteam for denne transaktion:
Kontakt os gerne

Kontakt os venligst for mere information.